En oversigt over piercinger

Piercing er en teknik hvor der gennembores et hul i en del af kroppen, hvor smykker kan sidde. Piercinger placeres almindeligvis på ører, næse, navlen, tungen, læberne osv. Piercing er blevet praktiseret over hele verden i umindelige tider.

I traditionelle amerikanske og afrikanske kulturer var piercinger i læben og tungen almindeligt. Tungepiercinger blev praktiseret af aztekerne og mayaerne. De ældste mumiefund, dateret til omkring 5000 f.kr., var iført øreringe. I Indien har 90% af den kvindelige befolkning ørepiercinger.

Smykkerne varierer alt efter hvilken del af kroppen de skal påføres. De smykker der bæres i læben kaldes en ”Labret”. De smykkestænger der bæres i navlen kaldes bananstænger eller bananklokker. Man kan også få stænger til tungepiercinger. Perler er også almindeligt anvendt.

Piercing har en række tilknyttede risici såsom viral eller bakteriel infektion, allergi over for metaller, der anvendes i piercinger, dannelsen af overskydende arvæv og fysisk slitage på grund af friktion på det piercede område. Der skal udvises agtpågivenhed og sikres at materialerne på smykkerne er allergivenlige. Teflonsmykker kan bæres af dem der er allergiske over for metal.

Ordentlig pleje skal udføres under helingsprocessen. Den tid det tager for piercingen at hele afhænger af, hvor den er placeret. Navlepiercinger tager længst tid at helbrede og kan endda tage op til 2 år og tungepiercinger er hurtigst, som tager helt ned til 2 uger.